Ridser i hjertet

<- se filmen

I bogen “Ignora eksploderer” af Katrine Marie Guldager hører eleverne om ridser i hjertet. Fiskehandleren fortæller Ignora, at forskellige oplevelser kan gøre, at ens hjerte får ridser. Nogle mennesker får mange ridser i hjertet, mens andre ikke får så mange. I klassen snakkede vi om ridser i hjertet. Nogle elever kunne berette om ting i deres liv, som havde givet dem større eller mindre ridser. Alle eleverne vidste, hvad det ville sige at få ridser. Bogen om Ignora dannede udgangspunkt for, at eleverne skulle skrive en forklarende tekst – en årsagsforklaring.

Først skulle de tegne deres hjerte. Hjerterne fik mange forskellige udformninger og farver. Mængden af ridser varierede i de forskellige tegninger. Da alle elever havde lavet deres hjerte, skulle teksterne skrives. En årsagsforklaring er ikke den nemmeste tekst at kaste sig ud i, hvis den skal hænge sammen. Derfor skal der støttes!

Støtten bestod i en planche der var inddelt i fem kolonner. I de fire første kolonner skulle vi i fællesskab skrive nogle ord, der kunne bruges, når eleverne skulle skrive. I det femte rum, skulle eleverne selv skrive deres tekst uden støtte. Årsagsforklaringen skulle starte med en deltager: Hvem var det, der fik ridser i hjertet. Ved at vælge forskellige deltagere, kunne eleverne se, at ordvalget havde betydning for, hvor personlig deres tekst blev. Bagefter skulle vi finde de måder man kunne sige får. Her fik deres ordvalg betydning for, hvornår ridsen i hjertet kom. Derefter skulle de vælge imellem at få en eller flere ridser i hjertet. Endelig skulle de vælge en af de fire årsagsforbindere. I det sidste felt skulle de skrive årsagen til at ridsen/ridserne.

 

 

 

 

 

Der var mange kombinationsmuligheder i skemaet. Eleverne kunne hente næsten al teksten på tavlen. Alligevel blev mange af teksterne personlige, fordi eleverne refererede til personlige oplevelser i sidste del af sætningen.

En elev brugte ikke en af de fire forbindere, men brugte i stedet ordet “og” som er et tilføjelses bindeord ” Jeg kan få ridser i hjertet og det gør mig ked af det”. Sætningen var rigtig god, men vi fik ikke årsagen til ridserne. Eleverne kunne godt se, at det fik betydning for sætningen, når der var valgt et andet bindeord. Det var ikke kun ordet, men hele indholdet i sætningen, der blev anderledes.

Skriv et svar